Liten og stor sikre saman

Mannen fortel om sikkerheit:

”Nå har gutten og jeg gått inn ei låvedør. Vi er i et rom med ved og redskap osv. Jeg må nærme meg han, slik at jeg kan snakke med han. Under en meters avstand. Om jeg vil ta på han, vet jeg ikke. Jeg tar han på ryggen og klapper han og sier at jeg var redd jeg også da jeg var liten, og det går ikke over.”

Det blir mindre og mindre avstand mellom liten og stor. Den store er ikkje ferdig med å vera liten og kan gi uttrykk for det, og den store kan ta vare på den vesle. Dei er i eit rom som handlar om varme og om handling.

Eg-personen forandrar innstilling midt inni teksta – frå å vera usikker på nærleik til å nærme seg sterkt!

Det er originalt å trøste med at det ikkje går over, men kanskje er det nettopp ei trøst at det går an å godta at det er som det er, at ein kan vera stor og vaksen og omsorgsfull og samtidig redd.

Korleis er det for den store mannen å vera så nær den vesle guten som han eingong var, og som han enda har i seg?

Stikkord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Legg att eit svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com logo

Du kommenterer no med WordPress.com-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Google photo

Du kommenterer no med Google-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer no med Twitter-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Facebook-foto

Du kommenterer no med Facebook-kontoen din. Logg ut /  Endre )

Koplar til %s


%d bloggarar likar dette: